Hey beautiful people

Nogen siger ingenting. Nogen siger hej. Nogen siger : ”hey beautiful people”– og giver et knus.

Hverdagsglimt i Café K. Ikke to dage er ens. Og to minutter er mange øjeblikke.

Det ene øjeblik er der stille. Det næste øjeblik står der 10 unge i caféen, alle med hver sin specielle entré og indledningsreplik.

Det ene øjeblik er fokus på den spændende finale mellem to af caféens bedste i bordfoldbold. Det næste øjeblik står man ude på gaden og diskuterer igen med to, der har fået karantæne, og som ikke gider holde sig væk af den grund.

Det ene øjeblik lytter man til fuglestemmer på cd og øver sig parallelt med volontører i at høre dem, og sig selv, sige: ’grønbenet rørhøne’, ’hættemåge’ (uventet effektiv træning af vokallydene æ, ø, å, red.). Det næste øjeblik hører vi, på initiativ fra de unge, Medina i højtalerne, og man hører sig selv mislykket forklare volontører noget om en musik, man ikke ved noget om.

Det ene øjeblik har man gode point i spillet, Ligretto. Det næste øjeblik har man minus.

Det ene øjeblik kommer der engelsk ud af munden på volontørerne. Det næste taler de flydende dansk og er på vej hjem igen.

Det ene øjeblik stempler de unge caféen som smålig og nærig og brokker sig højlydt på 50 øre planet. Det næste fortæller de, at de (eller deres forældre) betaler 4500 kroner om måneden for at de kan være med i rollespil en-to dage om måneden.

Det ene øjeblik løber formanden rundt og reparerer døre eller sætter køkken op, det næste laver han mad, det tredje spiller han bordtennis, det fjerde tænker han med på fondsansøgninger, det femte sender han mails og indkaldelser og referater rundt, det sjette vasker han toiletter, det syvende arrangerer han medarbejderudflugt til Sverige, det ottende leder han efter sine briller.

Det ene øjeblik fortæller en ung, hvorfor hun havnede i detentionen, og hvordan hun benyttede lejligheden undervejs til samtidigt bramfrit at fortælle sin lidet flatterende mening om politiet - til politiet. Det næste kræver hun at få byttet sin orange vingummi ud med en blå.

Det ene øjeblik arbejder de frivillige hjemme med studier eller ude på krævende jobs. Det næste kommer de ned i caféen, giver af deres dyrebare tid - og smiler.

Det ene øjeblik bærer den 15-årige en værdiladet læderjakke og går i overvejende for små cowboybokser. Det næste kommer han i alt for stort bomuldstøj og erklærer, at han stadig er punk indeni, skønt hip hop udenpå.

Det ene øjeblik er det en selvfølge at ’st’ på tysk udtales [st]. Det næste fortæller pålidelig tysk kilde (Sarah og Martin, red.) at ’st’ på tysk faktisk udtales som om der stod ’scht’. (VIDSTE I DET?)

Det ene øjeblik har man et eksplosivt vredt råbende ansigt tre centimeter fra sit eget. Det næste laver man sig en tiltrængt kop kaffe i køkkenet og funderer over ADHD.

Det ene øjeblik klapper man begejstret i hænderne og smiler. Det næste får man at vide, at det er dumt og ser åndssvagt ud at klappe i hænderne og smile. Og man føler sig på bølgelængde med bedstemødre.

Det ene øjeblik prøver man at opretholde en nogenlunde god tone i caféen. Det næste byder man unge lovende rappere velkommen til MCs Boot Kamp (ja, med K) skønt de kun har ét for øje: at dishe de andre på de skamgroveste rim. Og man hepper begejstret og klapper i hænderne.

Det ene øjeblik holder man for ugens femte gang fast på, at cykler ikke er velkomne indenfor i caféen. Det næste holder man for ugens sjette gang fast på, at cykler ikke er velkomne indenfor i caféen.

Det ene øjeblik fortæller man unge om faktuelle bivirkninger ved hashmisbrug. Det næste fortæller en ung selv om sine nutidige bivirkninger ved tidligere hashmisbrug.

Det ene øjeblik er udfordringen at finde på nye hverdagsglimt. Det næste at begrænse sig.

Det ene øjeblik tænker man, at det har været overraskende hyggeligt at skulle blogge i september. Det næste takker man for kommentarer undervejs, og fordi I læste med. Og ønsker jer alt godt derude.