"Midlertidig lukket på grund af ombygning"

Året er 2001. Stedet, Ryhavevej i Århus. Den ene dag ligger der en lille butik, som sælger grønt og eksotiske nødder. Den næste dag har en bulldozer jævnet butikken, og et stort skilt midt i murbrokker annoncerer med håndskrift: ”Midlertidigt lukket på grund af ombygning”.
Undertegnede cykler forbi, læser, smiler højlydt og cykler videre. Underdrivelser er fantastiske.

For et år siden vidste jeg ikke, at teenagere også er ’under ombygning’. Nu har jeg hørt (og sagt) den sætning så mange gange, at den er blevet en slidt kliché, som imidlertid også er en indiskutabel og fysiologisk kendsgerning. Ingen overdrivelse, ingen underdrivelse.

Ombygning fører ofte gode ting med sig. På Ryhavevej i Århus medførte det en butik med mere grønt og flere eksotiske nødder, og desuden shampoo og vatpinde. For en teenager er målet/produktet ikke lige så klart; de er bare konstant på overarbejde uden mulighed for afspadsering ( og eventuelt med udvidet interesse for shampoo og vatpinde).
Teenagere er på en måde arkitekter, der konstant følger de sidste nye inspirationer og samtidig længes (u)bevidst mod de glade 90'erne, hvor alting stod på dets plads og ingen satte eksistentielle spørgsmålstegn ved det.

I Café K er der ingen professionelle bygningskonstruktører eller andet godt fagfolk på sidelinjen til at sikre, at alting følger en holdbar og målrettet arbejdsplan. De unge er på vej, under forandring, i grænseland og ingenmandsland. Lettere overladt til sig selv. Og typisk når de er hernede, så virker det udadtil som om, at de slapper af, hænger ud, hænger i – holder 100% pause fra forventningspres, skole, forældre, arbejde, pædagoger, og så videre. Men, som det er med visse konstruktioner, så er der ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem ude og inde. Og, som det ofte viser sig, så holder det ikke i længden, hvis kun det udvendige holder stilen. Facade er bare facade. Indeklima på flere planer er essentielt for at kunne være til.

Indeklima i Café K er umiddelbart kendetegnet ved gamle slidte kældermøbler, frivilligt personale, billigt slik og frugt, og så snakke – fortrolige eller fælles, spil, bordfodbold, bordtennis, tilbud om lektiehjælp, koncerter, events, udflugter, fællesspisning, og så videre.

Vi er ikke professionelle medarbejdere. Nogle af os vidste ikke så meget om teenagere, inden vi begyndte at arbejde hernede. Nogle af os lærer meget om teenagere dagligt. Nogle af os er meget glade for, at vi ikke længere ér teenagere.
Men uanset vores baggrund så udgør vi altså inventaret i Café K og stræber efter at møde de unge dér, hvor de er. Vores succeskriterium er ikke målbart i besøgsstatistikker eller andre fine tal på bundlinjen. Vores målgruppe er ikke kendetegnet ved højlydt at give positive udtryk fri talestrøm. Og vores succes kan på nogle dage også være svær at føle eller se. Men det er vist vigtigt at holde fast i, at vi i det mindste er her, byder os til, lægger rammer til og giver med – og ikke mindst modspil. Om ikke andet så for at gøre de unge selskab på en god eller dårlig dag - eller give dem ret eller uret i, at deres arbejdsmiljø og arbejdsvilkår simpelthen er for uklare, for krævende, for forvirrende. Og at der er en ny dag i morgen (i betydning: ’på godt’, i modsætning til, og på ondt igen igen).

Ombygning og forandring. Den første kan vi ikke gøre så meget ved andet end at heppe på sidelinjen og opmuntre de unge til fortsat at knokle. I at heppe ligger der både at sige ja, jatak, nej, nejtak, NEJ, fordi!
Den anden, forandring, kan vi heller ikke gøre så meget ved, andet end at følge den, eventuelt kommentere den, eventuelt opmuntre den (mere eller mindre), eventuelt føle stor glæde og privilegium over at få lov at se den, eventuelt føle tristhed eller irritation over ikke at kunne se den eller se den vandre mod et dumt sted.

Ombygning og forandring. Det gælder ikke kun teenagere. Heldigvis. Det gælder bare teenagere (og butikker på Ryhavevej) i lidt mere udpræget grad.