K for kulturmøder?

”Hvordan går det?”spørger smilende volontør lige efter at have trådt ind af døren og sagt hej. Det går godt, svarer man og spørger tilbage: ”Hvordan går det med dig?” – Det går også godt, svarer volontør glad efter at have klaret ordveksling til ug på dansk.
Hyggeligt! God begyndelse på en dag eller en samtale, som herefter langsomt eller forholdsvist hurtigt går over på engelsk.
Det er fantastisk, at noget af det første udlændige lærer at sige på dansk er: ”Hvordan går det?” Og det er dejligt, at de siger det.
Det er pudsigt og en lille smule tankevækkende måske, at noget af det næste udlændige hurtigt skal lære at sige ud fra danskmaterialet er: ”Jeg har ondt i hovedet. Jeg har ondt i maven. Jeg har tømmermænd.” Men, det er heldigt, at de ikke siger det så meget og selv vælger at holde sig til det første, de lærer: Helbred eller forgodtbefindende i det store perspektiv: Går det/går det ikke?
Det går godt med volontører i Café K. Hvert år modtager caféen to nye gennem Diakoniåret, og de sidste år har det været tyskere. De ankommer sidst i august og bliver 10 måneder. I år hedder de Martin og Sarah og er henholdsvis 18 og 19 år. Begge har just overstået gymnasiet i Tyskland og bevidst valgt at tilbringe deres sabbatår i Danmark som volontører. Indtil videre og nok også indtil jul er engelsk vores primære fællessprog, men de lærer hurtigt dansk. Dels fordi de gerne vil. Dels fordi de er afhængige af det for at blive integreret i caféen, for at forstå sammenhænge, samtaler – blande sig i snakke. Kort sagt: for at kunne melde til, melde fra – melde ud!
En ting er imidlertid at lære dansk fra lærebøgerne, hvor den typiske dansker åbenbart altid er imødekommende og siger: ”Hvordan går det?” Noget andet er at møde unge, hvor flertallet måske overvejer at sige hej og måske, eventuelt, på en god dag, kan sige:”Hvad så” Alt efter hvor i landet eller byen man er fra, ændrer tonen sig i det udtryk. Tiden trækker på en måde ud i København (i forhold til Jylland, red.) og giver lidt ekstra rum til at tænke over svaret til det spørgsmål, som det viser sig at være:
”Hva’ sååå?”
Efter et år i hovedstaden bliver jeg stadig lidt perpleks, når jeg skal svare på den hilsen, for: Hvad forventer de at høre? Sætningen er ufuldstændig og ukorrekt. Ikke noget man lærer i skolen. Efter et år i caféen, er jeg imidlertid blevet klar over, at de måske venter at høre det, de selv svarer med, nemlig svaret:
”Ikk’ så meget”
Og et eller andet sted, så er vi vist nok her tilbage ved kernen af ens forgodtbefindende: det går, det går ikke. Eller også sker der bare ikke så meget, når det går.
En ting/udfordring er altså at lære dansk i skolen; en anden er at forstå, hvad de unge i caféen snakker om og mener med det, de siger. Det sidste behøver man ikke at være udlænding for ikke at forstå. Det er også nok bare at være lidt ældre (små 15 år, red.) og forholdsvis voksen.

Kulturmødet i Café K har mange facetter. Der er mødet mellem tyske medarbejdere og danske unge, mødet mellem teenager og ung/voksen, mødet mellem unge fra forskellige subkulturer i København, mødet mellem de 13 og de 15-årige (forskellen er ikke bare to år, men TO år!) – og vi fortsætter: mødet mellem danske og tyske medarbejdere, lønnede og ulønnede, unge med ADHD og unge uden ADHD, troende og ikke-troende, jyder og københavnere, drenge og piger, udadvendte og indadvendte, te- og kaffedrikkere, rygere og ikke-rygere, folk der kan li’ Nik og Jay og folk, der ikke kan li’ Nik og Jay. Folk der spiller guitar og kan – og folk der spiller guitar uden at kunne. Der er dem alle. Og de mødes på skift eller nogenlunde hver dag i caféen, efter skole, på vej hjem, på vej et eller andet sted hen. På vej! Under forandring. Det kommer næste blog til at handle om. Forandringer og ombygninger.

Hovsa. K’et i Café K. Jeg lovede at skrive om det. Hvad står det for? Her på bloggens faldereb – og i Kfum og Kfuk sammenhæng kan vi sige, at k’et i Café K eventuelt oprindeligt refererer til Kfuks hovedbygning i Skindergade. Men – i andre kontekster indebærer det en lidt for lang og langhåret udredelse at havne dér, hvorfor K’et derfor typisk ikke refererer til noget specielt. Det kunne imidlertid referere til København, Knus, Kærlighed, kulturmøde, sKindergade, kaffe, konflikt (på en … udfordrende dag) karantæne (på en dårligere dag), kage (på en mere appetitlig dag). Og så videre.