Nogen siger ingenting. Nogen siger hej. Nogen siger : ”hey beautiful people”– og giver et knus.
Hverdagsglimt i Café K. Ikke to dage er ens. Og to minutter er mange øjeblikke.
Det ene øjeblik er der stille. Det næste øjeblik står der 10 unge i caféen, alle med hver sin specielle entré og indledningsreplik.
Det ene øjeblik er fokus på den spændende finale mellem to af caféens bedste i bordfoldbold. Det næste øjeblik står man ude på gaden og diskuterer igen med to, der har fået karantæne, og som ikke gider holde sig væk af den grund.
Det ene øjeblik lytter man til fuglestemmer på cd og øver sig parallelt med volontører i at høre dem, og sig selv, sige: ’grønbenet rørhøne’, ’hættemåge’ (uventet effektiv træning af vokallydene æ, ø, å, red.). Det næste øjeblik hører vi, på initiativ fra de unge, Medina i højtalerne, og man hører sig selv mislykket forklare volontører noget om en musik, man ikke ved noget om.
Det ene øjeblik har man gode point i spillet, Ligretto. Det næste øjeblik har man minus.
Det ene øjeblik kommer der engelsk ud af munden på volontørerne. Det næste taler de flydende dansk og er på vej hjem igen.
Det ene øjeblik stempler de unge caféen som smålig og nærig og brokker sig højlydt på 50 øre planet. Det næste fortæller de, at de (eller deres forældre) betaler 4500 kroner om måneden for at de kan være med i rollespil en-to dage om måneden.
Det ene øjeblik løber formanden rundt og reparerer døre eller sætter køkken op, det næste laver han mad, det tredje spiller han bordtennis, det fjerde tænker han med på fondsansøgninger, det femte sender han mails og indkaldelser og referater rundt, det sjette vasker han toiletter, det syvende arrangerer han medarbejderudflugt til Sverige, det ottende leder han efter sine briller.
Det ene øjeblik fortæller en ung, hvorfor hun havnede i detentionen, og hvordan hun benyttede lejligheden undervejs til samtidigt bramfrit at fortælle sin lidet flatterende mening om politiet - til politiet. Det næste kræver hun at få byttet sin orange vingummi ud med en blå.
Det ene øjeblik arbejder de frivillige hjemme med studier eller ude på krævende jobs. Det næste kommer de ned i caféen, giver af deres dyrebare tid - og smiler.
Det ene øjeblik bærer den 15-årige en værdiladet læderjakke og går i overvejende for små cowboybokser. Det næste kommer han i alt for stort bomuldstøj og erklærer, at han stadig er punk indeni, skønt hip hop udenpå.
Det ene øjeblik er det en selvfølge at ’st’ på tysk udtales [st]. Det næste fortæller pålidelig tysk kilde (Sarah og Martin, red.) at ’st’ på tysk faktisk udtales som om der stod ’scht’. (VIDSTE I DET?)
Det ene øjeblik har man et eksplosivt vredt råbende ansigt tre centimeter fra sit eget. Det næste laver man sig en tiltrængt kop kaffe i køkkenet og funderer over ADHD.
Det ene øjeblik klapper man begejstret i hænderne og smiler. Det næste får man at vide, at det er dumt og ser åndssvagt ud at klappe i hænderne og smile. Og man føler sig på bølgelængde med bedstemødre.
Det ene øjeblik prøver man at opretholde en nogenlunde god tone i caféen. Det næste byder man unge lovende rappere velkommen til MCs Boot Kamp (ja, med K) skønt de kun har ét for øje: at dishe de andre på de skamgroveste rim. Og man hepper begejstret og klapper i hænderne.
Det ene øjeblik holder man for ugens femte gang fast på, at cykler ikke er velkomne indenfor i caféen. Det næste holder man for ugens sjette gang fast på, at cykler ikke er velkomne indenfor i caféen.
Det ene øjeblik fortæller man unge om faktuelle bivirkninger ved hashmisbrug. Det næste fortæller en ung selv om sine nutidige bivirkninger ved tidligere hashmisbrug.
Det ene øjeblik er udfordringen at finde på nye hverdagsglimt. Det næste at begrænse sig.
Det ene øjeblik tænker man, at det har været overraskende hyggeligt at skulle blogge i september. Det næste takker man for kommentarer undervejs, og fordi I læste med. Og ønsker jer alt godt derude.
fredag den 25. september 2009
torsdag den 17. september 2009
"Midlertidig lukket på grund af ombygning"
Året er 2001. Stedet, Ryhavevej i Århus. Den ene dag ligger der en lille butik, som sælger grønt og eksotiske nødder. Den næste dag har en bulldozer jævnet butikken, og et stort skilt midt i murbrokker annoncerer med håndskrift: ”Midlertidigt lukket på grund af ombygning”.
Undertegnede cykler forbi, læser, smiler højlydt og cykler videre. Underdrivelser er fantastiske.
For et år siden vidste jeg ikke, at teenagere også er ’under ombygning’. Nu har jeg hørt (og sagt) den sætning så mange gange, at den er blevet en slidt kliché, som imidlertid også er en indiskutabel og fysiologisk kendsgerning. Ingen overdrivelse, ingen underdrivelse.
Ombygning fører ofte gode ting med sig. På Ryhavevej i Århus medførte det en butik med mere grønt og flere eksotiske nødder, og desuden shampoo og vatpinde. For en teenager er målet/produktet ikke lige så klart; de er bare konstant på overarbejde uden mulighed for afspadsering ( og eventuelt med udvidet interesse for shampoo og vatpinde).
Teenagere er på en måde arkitekter, der konstant følger de sidste nye inspirationer og samtidig længes (u)bevidst mod de glade 90'erne, hvor alting stod på dets plads og ingen satte eksistentielle spørgsmålstegn ved det.
I Café K er der ingen professionelle bygningskonstruktører eller andet godt fagfolk på sidelinjen til at sikre, at alting følger en holdbar og målrettet arbejdsplan. De unge er på vej, under forandring, i grænseland og ingenmandsland. Lettere overladt til sig selv. Og typisk når de er hernede, så virker det udadtil som om, at de slapper af, hænger ud, hænger i – holder 100% pause fra forventningspres, skole, forældre, arbejde, pædagoger, og så videre. Men, som det er med visse konstruktioner, så er der ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem ude og inde. Og, som det ofte viser sig, så holder det ikke i længden, hvis kun det udvendige holder stilen. Facade er bare facade. Indeklima på flere planer er essentielt for at kunne være til.
Indeklima i Café K er umiddelbart kendetegnet ved gamle slidte kældermøbler, frivilligt personale, billigt slik og frugt, og så snakke – fortrolige eller fælles, spil, bordfodbold, bordtennis, tilbud om lektiehjælp, koncerter, events, udflugter, fællesspisning, og så videre.
Vi er ikke professionelle medarbejdere. Nogle af os vidste ikke så meget om teenagere, inden vi begyndte at arbejde hernede. Nogle af os lærer meget om teenagere dagligt. Nogle af os er meget glade for, at vi ikke længere ér teenagere.
Men uanset vores baggrund så udgør vi altså inventaret i Café K og stræber efter at møde de unge dér, hvor de er. Vores succeskriterium er ikke målbart i besøgsstatistikker eller andre fine tal på bundlinjen. Vores målgruppe er ikke kendetegnet ved højlydt at give positive udtryk fri talestrøm. Og vores succes kan på nogle dage også være svær at føle eller se. Men det er vist vigtigt at holde fast i, at vi i det mindste er her, byder os til, lægger rammer til og giver med – og ikke mindst modspil. Om ikke andet så for at gøre de unge selskab på en god eller dårlig dag - eller give dem ret eller uret i, at deres arbejdsmiljø og arbejdsvilkår simpelthen er for uklare, for krævende, for forvirrende. Og at der er en ny dag i morgen (i betydning: ’på godt’, i modsætning til, og på ondt igen igen).
Ombygning og forandring. Den første kan vi ikke gøre så meget ved andet end at heppe på sidelinjen og opmuntre de unge til fortsat at knokle. I at heppe ligger der både at sige ja, jatak, nej, nejtak, NEJ, fordi!
Den anden, forandring, kan vi heller ikke gøre så meget ved, andet end at følge den, eventuelt kommentere den, eventuelt opmuntre den (mere eller mindre), eventuelt føle stor glæde og privilegium over at få lov at se den, eventuelt føle tristhed eller irritation over ikke at kunne se den eller se den vandre mod et dumt sted.
Ombygning og forandring. Det gælder ikke kun teenagere. Heldigvis. Det gælder bare teenagere (og butikker på Ryhavevej) i lidt mere udpræget grad.
Undertegnede cykler forbi, læser, smiler højlydt og cykler videre. Underdrivelser er fantastiske.
For et år siden vidste jeg ikke, at teenagere også er ’under ombygning’. Nu har jeg hørt (og sagt) den sætning så mange gange, at den er blevet en slidt kliché, som imidlertid også er en indiskutabel og fysiologisk kendsgerning. Ingen overdrivelse, ingen underdrivelse.
Ombygning fører ofte gode ting med sig. På Ryhavevej i Århus medførte det en butik med mere grønt og flere eksotiske nødder, og desuden shampoo og vatpinde. For en teenager er målet/produktet ikke lige så klart; de er bare konstant på overarbejde uden mulighed for afspadsering ( og eventuelt med udvidet interesse for shampoo og vatpinde).
Teenagere er på en måde arkitekter, der konstant følger de sidste nye inspirationer og samtidig længes (u)bevidst mod de glade 90'erne, hvor alting stod på dets plads og ingen satte eksistentielle spørgsmålstegn ved det.
I Café K er der ingen professionelle bygningskonstruktører eller andet godt fagfolk på sidelinjen til at sikre, at alting følger en holdbar og målrettet arbejdsplan. De unge er på vej, under forandring, i grænseland og ingenmandsland. Lettere overladt til sig selv. Og typisk når de er hernede, så virker det udadtil som om, at de slapper af, hænger ud, hænger i – holder 100% pause fra forventningspres, skole, forældre, arbejde, pædagoger, og så videre. Men, som det er med visse konstruktioner, så er der ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem ude og inde. Og, som det ofte viser sig, så holder det ikke i længden, hvis kun det udvendige holder stilen. Facade er bare facade. Indeklima på flere planer er essentielt for at kunne være til.
Indeklima i Café K er umiddelbart kendetegnet ved gamle slidte kældermøbler, frivilligt personale, billigt slik og frugt, og så snakke – fortrolige eller fælles, spil, bordfodbold, bordtennis, tilbud om lektiehjælp, koncerter, events, udflugter, fællesspisning, og så videre.
Vi er ikke professionelle medarbejdere. Nogle af os vidste ikke så meget om teenagere, inden vi begyndte at arbejde hernede. Nogle af os lærer meget om teenagere dagligt. Nogle af os er meget glade for, at vi ikke længere ér teenagere.
Men uanset vores baggrund så udgør vi altså inventaret i Café K og stræber efter at møde de unge dér, hvor de er. Vores succeskriterium er ikke målbart i besøgsstatistikker eller andre fine tal på bundlinjen. Vores målgruppe er ikke kendetegnet ved højlydt at give positive udtryk fri talestrøm. Og vores succes kan på nogle dage også være svær at føle eller se. Men det er vist vigtigt at holde fast i, at vi i det mindste er her, byder os til, lægger rammer til og giver med – og ikke mindst modspil. Om ikke andet så for at gøre de unge selskab på en god eller dårlig dag - eller give dem ret eller uret i, at deres arbejdsmiljø og arbejdsvilkår simpelthen er for uklare, for krævende, for forvirrende. Og at der er en ny dag i morgen (i betydning: ’på godt’, i modsætning til, og på ondt igen igen).
Ombygning og forandring. Den første kan vi ikke gøre så meget ved andet end at heppe på sidelinjen og opmuntre de unge til fortsat at knokle. I at heppe ligger der både at sige ja, jatak, nej, nejtak, NEJ, fordi!
Den anden, forandring, kan vi heller ikke gøre så meget ved, andet end at følge den, eventuelt kommentere den, eventuelt opmuntre den (mere eller mindre), eventuelt føle stor glæde og privilegium over at få lov at se den, eventuelt føle tristhed eller irritation over ikke at kunne se den eller se den vandre mod et dumt sted.
Ombygning og forandring. Det gælder ikke kun teenagere. Heldigvis. Det gælder bare teenagere (og butikker på Ryhavevej) i lidt mere udpræget grad.
fredag den 11. september 2009
K for kulturmøder?
”Hvordan går det?”spørger smilende volontør lige efter at have trådt ind af døren og sagt hej. Det går godt, svarer man og spørger tilbage: ”Hvordan går det med dig?” – Det går også godt, svarer volontør glad efter at have klaret ordveksling til ug på dansk.
Hyggeligt! God begyndelse på en dag eller en samtale, som herefter langsomt eller forholdsvist hurtigt går over på engelsk.
Det er fantastisk, at noget af det første udlændige lærer at sige på dansk er: ”Hvordan går det?” Og det er dejligt, at de siger det.
Det er pudsigt og en lille smule tankevækkende måske, at noget af det næste udlændige hurtigt skal lære at sige ud fra danskmaterialet er: ”Jeg har ondt i hovedet. Jeg har ondt i maven. Jeg har tømmermænd.” Men, det er heldigt, at de ikke siger det så meget og selv vælger at holde sig til det første, de lærer: Helbred eller forgodtbefindende i det store perspektiv: Går det/går det ikke?
Det går godt med volontører i Café K. Hvert år modtager caféen to nye gennem Diakoniåret, og de sidste år har det været tyskere. De ankommer sidst i august og bliver 10 måneder. I år hedder de Martin og Sarah og er henholdsvis 18 og 19 år. Begge har just overstået gymnasiet i Tyskland og bevidst valgt at tilbringe deres sabbatår i Danmark som volontører. Indtil videre og nok også indtil jul er engelsk vores primære fællessprog, men de lærer hurtigt dansk. Dels fordi de gerne vil. Dels fordi de er afhængige af det for at blive integreret i caféen, for at forstå sammenhænge, samtaler – blande sig i snakke. Kort sagt: for at kunne melde til, melde fra – melde ud!
En ting er imidlertid at lære dansk fra lærebøgerne, hvor den typiske dansker åbenbart altid er imødekommende og siger: ”Hvordan går det?” Noget andet er at møde unge, hvor flertallet måske overvejer at sige hej og måske, eventuelt, på en god dag, kan sige:”Hvad så” Alt efter hvor i landet eller byen man er fra, ændrer tonen sig i det udtryk. Tiden trækker på en måde ud i København (i forhold til Jylland, red.) og giver lidt ekstra rum til at tænke over svaret til det spørgsmål, som det viser sig at være:
”Hva’ sååå?”
Efter et år i hovedstaden bliver jeg stadig lidt perpleks, når jeg skal svare på den hilsen, for: Hvad forventer de at høre? Sætningen er ufuldstændig og ukorrekt. Ikke noget man lærer i skolen. Efter et år i caféen, er jeg imidlertid blevet klar over, at de måske venter at høre det, de selv svarer med, nemlig svaret:
”Ikk’ så meget”
Og et eller andet sted, så er vi vist nok her tilbage ved kernen af ens forgodtbefindende: det går, det går ikke. Eller også sker der bare ikke så meget, når det går.
En ting/udfordring er altså at lære dansk i skolen; en anden er at forstå, hvad de unge i caféen snakker om og mener med det, de siger. Det sidste behøver man ikke at være udlænding for ikke at forstå. Det er også nok bare at være lidt ældre (små 15 år, red.) og forholdsvis voksen.
Kulturmødet i Café K har mange facetter. Der er mødet mellem tyske medarbejdere og danske unge, mødet mellem teenager og ung/voksen, mødet mellem unge fra forskellige subkulturer i København, mødet mellem de 13 og de 15-årige (forskellen er ikke bare to år, men TO år!) – og vi fortsætter: mødet mellem danske og tyske medarbejdere, lønnede og ulønnede, unge med ADHD og unge uden ADHD, troende og ikke-troende, jyder og københavnere, drenge og piger, udadvendte og indadvendte, te- og kaffedrikkere, rygere og ikke-rygere, folk der kan li’ Nik og Jay og folk, der ikke kan li’ Nik og Jay. Folk der spiller guitar og kan – og folk der spiller guitar uden at kunne. Der er dem alle. Og de mødes på skift eller nogenlunde hver dag i caféen, efter skole, på vej hjem, på vej et eller andet sted hen. På vej! Under forandring. Det kommer næste blog til at handle om. Forandringer og ombygninger.
Hovsa. K’et i Café K. Jeg lovede at skrive om det. Hvad står det for? Her på bloggens faldereb – og i Kfum og Kfuk sammenhæng kan vi sige, at k’et i Café K eventuelt oprindeligt refererer til Kfuks hovedbygning i Skindergade. Men – i andre kontekster indebærer det en lidt for lang og langhåret udredelse at havne dér, hvorfor K’et derfor typisk ikke refererer til noget specielt. Det kunne imidlertid referere til København, Knus, Kærlighed, kulturmøde, sKindergade, kaffe, konflikt (på en … udfordrende dag) karantæne (på en dårligere dag), kage (på en mere appetitlig dag). Og så videre.
Hyggeligt! God begyndelse på en dag eller en samtale, som herefter langsomt eller forholdsvist hurtigt går over på engelsk.
Det er fantastisk, at noget af det første udlændige lærer at sige på dansk er: ”Hvordan går det?” Og det er dejligt, at de siger det.
Det er pudsigt og en lille smule tankevækkende måske, at noget af det næste udlændige hurtigt skal lære at sige ud fra danskmaterialet er: ”Jeg har ondt i hovedet. Jeg har ondt i maven. Jeg har tømmermænd.” Men, det er heldigt, at de ikke siger det så meget og selv vælger at holde sig til det første, de lærer: Helbred eller forgodtbefindende i det store perspektiv: Går det/går det ikke?
Det går godt med volontører i Café K. Hvert år modtager caféen to nye gennem Diakoniåret, og de sidste år har det været tyskere. De ankommer sidst i august og bliver 10 måneder. I år hedder de Martin og Sarah og er henholdsvis 18 og 19 år. Begge har just overstået gymnasiet i Tyskland og bevidst valgt at tilbringe deres sabbatår i Danmark som volontører. Indtil videre og nok også indtil jul er engelsk vores primære fællessprog, men de lærer hurtigt dansk. Dels fordi de gerne vil. Dels fordi de er afhængige af det for at blive integreret i caféen, for at forstå sammenhænge, samtaler – blande sig i snakke. Kort sagt: for at kunne melde til, melde fra – melde ud!
En ting er imidlertid at lære dansk fra lærebøgerne, hvor den typiske dansker åbenbart altid er imødekommende og siger: ”Hvordan går det?” Noget andet er at møde unge, hvor flertallet måske overvejer at sige hej og måske, eventuelt, på en god dag, kan sige:”Hvad så” Alt efter hvor i landet eller byen man er fra, ændrer tonen sig i det udtryk. Tiden trækker på en måde ud i København (i forhold til Jylland, red.) og giver lidt ekstra rum til at tænke over svaret til det spørgsmål, som det viser sig at være:
”Hva’ sååå?”
Efter et år i hovedstaden bliver jeg stadig lidt perpleks, når jeg skal svare på den hilsen, for: Hvad forventer de at høre? Sætningen er ufuldstændig og ukorrekt. Ikke noget man lærer i skolen. Efter et år i caféen, er jeg imidlertid blevet klar over, at de måske venter at høre det, de selv svarer med, nemlig svaret:
”Ikk’ så meget”
Og et eller andet sted, så er vi vist nok her tilbage ved kernen af ens forgodtbefindende: det går, det går ikke. Eller også sker der bare ikke så meget, når det går.
En ting/udfordring er altså at lære dansk i skolen; en anden er at forstå, hvad de unge i caféen snakker om og mener med det, de siger. Det sidste behøver man ikke at være udlænding for ikke at forstå. Det er også nok bare at være lidt ældre (små 15 år, red.) og forholdsvis voksen.
Kulturmødet i Café K har mange facetter. Der er mødet mellem tyske medarbejdere og danske unge, mødet mellem teenager og ung/voksen, mødet mellem unge fra forskellige subkulturer i København, mødet mellem de 13 og de 15-årige (forskellen er ikke bare to år, men TO år!) – og vi fortsætter: mødet mellem danske og tyske medarbejdere, lønnede og ulønnede, unge med ADHD og unge uden ADHD, troende og ikke-troende, jyder og københavnere, drenge og piger, udadvendte og indadvendte, te- og kaffedrikkere, rygere og ikke-rygere, folk der kan li’ Nik og Jay og folk, der ikke kan li’ Nik og Jay. Folk der spiller guitar og kan – og folk der spiller guitar uden at kunne. Der er dem alle. Og de mødes på skift eller nogenlunde hver dag i caféen, efter skole, på vej hjem, på vej et eller andet sted hen. På vej! Under forandring. Det kommer næste blog til at handle om. Forandringer og ombygninger.
Hovsa. K’et i Café K. Jeg lovede at skrive om det. Hvad står det for? Her på bloggens faldereb – og i Kfum og Kfuk sammenhæng kan vi sige, at k’et i Café K eventuelt oprindeligt refererer til Kfuks hovedbygning i Skindergade. Men – i andre kontekster indebærer det en lidt for lang og langhåret udredelse at havne dér, hvorfor K’et derfor typisk ikke refererer til noget specielt. Det kunne imidlertid referere til København, Knus, Kærlighed, kulturmøde, sKindergade, kaffe, konflikt (på en … udfordrende dag) karantæne (på en dårligere dag), kage (på en mere appetitlig dag). Og så videre.
lørdag den 5. september 2009
Café og grænseland
Velkommen til et septemberblogbesøg i Café K! Et besøg i en af de sjældnere københavnske caféer, der ikke sælger café latte eller økologisk øl fra Thy, men hvor det mest solgte er et lille sødt/syrligt objekt til 50 øre, nemlig en Dingstabums (syrlig kastajne (red.).
En café, hvor medarbejderne mest får tiden til at gå med at snakke eller spille eller lave lektier med gæsterne. En café, hvor medarbejderne ikke kan fyres, fordi de bruger tiden på at snakke eller spille eller lave lektier med gæsterne. Dels fordi de arbejder frivilligt, dels fordi de er der for det samme.
En café med stamgæster, der smider fødder med sko op på bordet, skønt de gang på gang får at vide, at det må de ikke. En café, hvor gæsterne i stedet for at svare på en hej-hilsen, når de kommer ind af døren, for eksempel kan indvie os andre i deres næste handling ved kontant at svare: "jeg skal skide".
En café, hvor gæsterne ofte og selvfølgeligt efterspørger gratis mad, og hvor de ikke begriber, at medarbejderne har lyst til at arbejde frivilligt.
En café, hvor der helt (eller delvist) legalt tumles og svedes i baglokalet, hvor den ellers ideelle café-lounge er erstattet af gulvhockey, bordtennis og madrasser.
En café, hvor 'ugens tilbud' har været det samme i to år, - nemlig det uovertruftne: en kop varm kakao og en lun muffin til 15,- (!)
En café, hvor vi har fem forskellige bibler liggende i bardisken, men hvor den mest læste i caféen er quizbogen med sine 3000 spørgsmål.
En café, hvor det ikke er usædvanligt, at cafélederen ender i diskussion med gæster, der ikke forstår caféleder, som ikke forstår gæster.
Velkommen til et besøg i en ungdomscafé for de 13-19årige. En café med mange grænser for dem, der ingen grænser kender. Den omvendte verden, på grænsen til den virkelige, på kanten af den barnlige. Måske ingenmandslandet for nogen. Helt sikkert grænselandet for mange. Og det skønt den ligger lige i Skindergade.
Coming up på bloggen:
K for kulturmøder? Hvad sker der, når caféens to nye tyske volontører møder unge danskere? Hvad sker der, når forholdsvis voksen møder forholdsvis ung? Hvad står k'et egentlig for i Café K? Og meget mere.
En café, hvor medarbejderne mest får tiden til at gå med at snakke eller spille eller lave lektier med gæsterne. En café, hvor medarbejderne ikke kan fyres, fordi de bruger tiden på at snakke eller spille eller lave lektier med gæsterne. Dels fordi de arbejder frivilligt, dels fordi de er der for det samme.
En café med stamgæster, der smider fødder med sko op på bordet, skønt de gang på gang får at vide, at det må de ikke. En café, hvor gæsterne i stedet for at svare på en hej-hilsen, når de kommer ind af døren, for eksempel kan indvie os andre i deres næste handling ved kontant at svare: "jeg skal skide".
En café, hvor gæsterne ofte og selvfølgeligt efterspørger gratis mad, og hvor de ikke begriber, at medarbejderne har lyst til at arbejde frivilligt.
En café, hvor der helt (eller delvist) legalt tumles og svedes i baglokalet, hvor den ellers ideelle café-lounge er erstattet af gulvhockey, bordtennis og madrasser.
En café, hvor 'ugens tilbud' har været det samme i to år, - nemlig det uovertruftne: en kop varm kakao og en lun muffin til 15,- (!)
En café, hvor vi har fem forskellige bibler liggende i bardisken, men hvor den mest læste i caféen er quizbogen med sine 3000 spørgsmål.
En café, hvor det ikke er usædvanligt, at cafélederen ender i diskussion med gæster, der ikke forstår caféleder, som ikke forstår gæster.
Velkommen til et besøg i en ungdomscafé for de 13-19årige. En café med mange grænser for dem, der ingen grænser kender. Den omvendte verden, på grænsen til den virkelige, på kanten af den barnlige. Måske ingenmandslandet for nogen. Helt sikkert grænselandet for mange. Og det skønt den ligger lige i Skindergade.
Coming up på bloggen:
K for kulturmøder? Hvad sker der, når caféens to nye tyske volontører møder unge danskere? Hvad sker der, når forholdsvis voksen møder forholdsvis ung? Hvad står k'et egentlig for i Café K? Og meget mere.
tirsdag den 1. september 2009
Abonner på:
Opslag (Atom)